Q&A Zennie

Kære alle


Vi er desværre blevet ramt af en hård kritik på sociale medier rejst af en person ved navn Zennie (efternavn udeladt).


Vi er ikke enige i denne kritik, men vi forholder os naturligvis konstruktivt til al den feedback, vi modtager fra alle jer, der kender os. Med henblik på at kommunikere åbent og ærligt har vi derfor samlet disse kritikpunkter med vores egne tilhørende svar, således at alle har mulighed for selv at danne deres eget indtryk af sagen.


Som følge af strenge GDPR-regler kan vi desværre ikke lovligt fremvise screenshots fra portalen, der dokumenterer vores svar, men vi har sendt samtlige screenshots til Zennie, der er velkommen til selv at fremlægge disse, hvis hun vil. Vi har intet at skjule.



1. ER DET KORREKT, AT DER ER OPKRÆVET BELØB FRA KREDITKORT UDEN SAMTYKKE?

1.1. Nej, dette er ikke korrekt.


1.2. Zennie har gennemført to forskellige transaktioner, der er indbyrdes uafhængige:


a) Den første transaktion vedrører en tilmelding til et arrangement i Operaen den 7. april 2024. Billetterne til arrangementerne blev betalt af Zennie med MobilePay. Denne transaktion har intet med den efterfølgende bestilling af et løbende undervisningsforløb at gøre.


b) Den anden transaktion vedrører Zennie selvstændige bestilling af et løbende undervisningsforløb.


1.3. Bestillingen af undervisningsforløbet blev gennemført den 7. april 2024 i forbindelse med et særtilbud, der blev givet til de personer, der havde købt billet til arrangementet i Operaen samme dag.


1.4. Det var ikke en betingelse for deltagelse i arrangementet i Operaen den 7. april 2024, at der samtidigt skulle bestilles et undervisningsforløb.


1.5. Zennie havde allerede købt og betalt en billet til Operaen via MobilePay. Hun valgte dog på dagen at benytte sig at det ekstraordinære tilbud om et løbende undervisningsforløb, og hun valgte på dagen at benytte en anden betalingsform end den MobilePay betaling, der var benyttet ved bestilling af billetterne, nemlig et kreditkort, som betaling for dette undervisningsforløb.


Ved bestillingen af undervisningsforløbet godkendte Zennie sin bestilling med sit MitID.


Selve transaktionen med kreditkortet er sket via en ekstern ”betalingsgateway / betalingsudbyder”, der er godkendt til at håndtere finansielle transaktioner ved onlinehandel. Vi har derfor på intet tidspunkt haft adgang til disse kreditkortinformationer, der er behandlet trygt og sikkert af denne betalingsudbyder.


Det er således ikke muligt for os at trække penge på nogens kreditkort, uden at personerne selv har indtastet alle informationer om dette kreditkort på betalingsgatewayen, oprettet sig og givet samtykke til oprettelsen samt den løbende betaling med deres MitID.



2. ER DET KORREKT, AT DER OPERERES MED NEGATIV AFTALEBINDING?

2.1. Nej, dette er ikke korrekt.


2.2. Bestillingen af undervisningsforløbet blev gennemført den 7. april 2024 i forbindelse med et særtilbud, der blev givet til de personer, der havde købt billet til arrangementet i Operaen samme dag. En beskrivelse af forløbet, herunder den månedlige pris, fremgår af vores hjemmeside:


https://www.lyngemetoden.dk/forloeb/


2.3. Ved bestillingen af undervisningsforløbet godkendte Zennie sin bestilling med sit MitID.


2.4. Zennie har i forbindelse med oprettelsen selv indtastet sine kreditkortoplysninger, navn, telefonnummer og e-mail. Der er herefter løbende sendt nyhedsmails til denne mailadresse.


2.5. I forbindelse med bestillingen af undervisningsforløbet har Zennie personaliseret sit undervisningsforløb ved at vælge emne samt mentaltræner på portalen. Hun har også talt med sin mentaltræner. Hun har således aktivt været inde på portalen og taget abonnementet i brug. Vi har også sendt adskillige meddelelser til Zennie på portalen.


2.6. Zennie har som alle andre kunnet opsige sit abonnement, men dette har hun på intet tidspunkt valgt at gøre. Hun har heller ikke gjort indsigelse mod en eneste af de månedlige trækninger på hendes kreditkort.


3. ER DET KORREKT, AT ZENNIE IKKE HAR MODTAGET NOGEN FAKTURA?

3.1. Nej, dette er ikke korrekt.


3.2. I forbindelse med bestillingen af undervisningsforløbet har Zennie aktivt været inde på portalen og taget abonnementet i brug. Hun har bl.a. valgt emne samt mentaltræner, som hun også har talt med. Vi har sendt adskillige meddelelser til Zennie på portalen, herunder alle relevante fakturaer måned for måned.


3.3. Vi har på opfordring fra Zennie den 5. december 2024 sendt detaljeret dokumentation for hendes tilmelding indeholdende skærmbilleder af hele historikken fra hendes personlige univers på portalen, inklusiv hendes fakturaer. Hun har således modtaget kopi af samtlige fakturaer, både løbende i takt med at disse er udstedt via portalen, samt efterfølgende. Endvidere har hun via sin bank kunnet se, at beløbene blev trukket månedligt på det oplyste kreditkort. Hun har således haft alle muligheder for at følge med i de beløb, der er blevet trukket på hendes kreditkort.


ER DET KORREKT, AT ZENNIE IKKE ER BLEVET TILBUDT FULD REFUSION AF HELE BELØBET?

Nej, dette er ikke korrekt.


Vi har hele tiden været af den opfattelse, at nærværende sag er dybt ulykkelig og skyldes en misforståelse hos Zennie i forbindelse med hendes tilmelding til arrangementet i Operaen.


Zennie har muligvis ikke til fulde forstået konsekvenserne, da hun i tillæg til købet af billetter, der blev betalt med MobilePay, i en efterfølgende selvstændig transaktion valgte at tegne et løbende abonnement på et undervisningsforløb, selv indtaste kreditkortoplysningerne og selv godkende transaktionen med MitID.


Vi i mail dateret 5. december 2024 tilbudt at refundere halvdelen af det betalte beløb til Zennie, hvilket hun afviste.


Vi tilbød hende herefter i mail dateret 18. december 2024 at refunderer det fulde beløb til Zennie, mod at hun erkender:


a) at hun selv har tegnet et løbende abonnement på et undervisningsforløb,

b) at hun selv har indtastet sine kreditkortoplysninger, og

c) at hun selv har godkendt hele transaktionen med sit MitID.


Til trods for at dette begivenhedsforløb er i overensstemmelse med sandheden og kan dokumenteres ved diverse screenshots, har Zennie også afvist dette tilbud.


Det er svært at nå en løsning med en person, der foretrækker et højt konfliktniveau på diverse sociale medier, og som nægter at tage sin del af ansvaret for, at nærværende sag er gået, som den er gået.


5. KONTAKTOPLYSNINGER

5.1. Vi håber, at ovenstående Q&A giver svar på de spørgsmål, som du eller andre måtte sidde tilbage med.


5.2. Såfremt du har supplerende spørgsmål eller bemærkninger til sagen er du meget velkommen til at kontakte os på mail jessica@lyngemetoden.dk, så vender vi hurtigt tilbage. Tak fordi du læse med her.


Smil og dejlig dag fra


Jessica og Søren Lynge
LYNGEMETODEN